Novag(i)raf

23-02-2010

Zoologisk kompetenceudvikling

Et sponsorat af girafferne i Aalborg Zoo bliver startskuddet på et storstilet kompetenceudviklingsprojekt hos Novagraf, når virksomheden i år sætter fokus på den interne kommunikation.
Efter en travl periode med sammenlægning af to trykkerivirksomheder og fokus på interne procedurer og sammensmeltningen af forskellige systemer, er tiden nu inde til at udvikle organisationen og de interne kompetencer.

God kommunikation
- Vi vil meget gerne blive endnu bedre til at kommunikere med hinanden, forklarer Lasse Jørgensen, salgsdirektør hos Novagraf A/S. En god kommunikation er nemlig ikke bare med til at give et godt arbejdsklima og en god arbejdsplads, den er også med til at skabe en effektiv virksomhed, hvor man forstår hinanden og kunderne.
- Ikke fordi der er noget galt med vores kommunikation i dag, men vi kan altid blive
bedre, understreger Lasse Jørgensen.
For virksomheden og medarbejderne hand ler kompetenceprojektet om at få nogle redskaber, der fremmer dialogen og giver den enkelte overblik - om at afklare forventningerne og skabe forståelse.

Giraf er kompetencemaskot
- Det er som med giraffen med et stort hjerte og en lang hals, der giver den overblik.
Sådan vil vi gerne, i overført betydning, blive endnu bedre til at kommunikere,
forklarer Lasse Jørgensen. Da Aalborg Zoo, der også er kunde hos Novagraf, i efteråret 2008 henvendte sig til trykkerivirksomheden vedrørende et sponsorat af havens dyr, lå valget lige for. Et sponsorat af girafferne i zoo er dermed blevet en slags maskot for det kommende kommunikations- og kompetenceprojekt, der har et samlet budget på i alt 500.000 kroner over det kommende år.

Girafsprog kaldes også konstruktiv kommunikation og er en særlig 4-trins måde at kommunikere på:
1) Man tager udgangspunkt i fakta og undlader at fortolke eller blande følelser ind i samtalen.
2) Man udtrykker, hvad man føler/følte i den beskrevne situation.
3) Man udtrykker, hvilke behov man har - dækkede som udækkede.
4) Hvad kan man konkret anmode hvem om for at få dækket behovene.

Girafsprog har sit navn efter giraffen med det store hjerte og det gode overblik. Målet er at tale ud fra behov, følelser og konkrete iagttagelser. Modsat er ulvesprog hvor man taler ud fra vurderinger, anklager, kritik, krav osv.

Copyright © Novagraf A/S 2012